Top 3 naturoplevelser i Estland

Jeg har nu boet i Estland de sidste 14 måneder, men har brugt de sidste 4 somre i det estiske, og jeg føler det er på tide jeg vælger min top 3 over turistattraktioner i naturen. 🇪🇪

1. Viru nationalpark

Viru nationalpark ligger små 53 km uden for Tallinn centrum og tager godt og vel 40 minutter at nå i bil, men hele køreturen værd. Viru nationalpark består af et dejligt skovareal og en fantastisk mose.

Viru mose og Nationalpark
Viru nationalpark, 40 min. fra Tallinn.

Ja, nu tænker du sikkert, “MOSE?!”. Jeg har set rigeligt med moser i Danmark. Opvokset på Lolland-Falster, hvor fiskeri har været på programmet hele min barndom, men det er ikke hvad man kan forvente af en mose. I Estland er moserne en turistattraktion. Det er meget populært for befolkningen at tage en tur ud og gå gennem en af moserne i weekenden. Det er gerne for at komme lidt væk fra storbyens travlhed.

Viru NationalparkSmuk natur, små søer og en gangsti hele vejen igennem, gør Viru nationalpark en dejlig en-dags oplevelse. Jeg besøgte Viru mose for første gang denne sommer, og det overgik alle mine forventninger. Jeg ved ikke hvorfor jeg skulle vente 4 somre før jeg fik set min første estiske mose,? Så lær af min fejl og besøg en af de lokale moser. Det tog ca. 4-5 timer for mine venner og jeg at gå igennem mosen, besøge udsigtsplatformen i midten af det hele, og herefter nå skovarealet på den anden side. Man kan gå samme vej tilbage, eller tage skovstien rundt omkring mosen. Så får du også set resten af nationalparken, hvor du får mulighed for at smage de mange vilde blåbær, man kan finde i skovbunden. De er helt urørt, smager fantastisk og er lige til at spise.

 

2. Keila vandfald

Stik modsat Viru nationalpark finder du Keila vandfald. Jeg ved ikke med dig, men jeg har aldrig set et vandfald i Danmark, så jeg var ret nysgerrig for at se hvad man mener med et vandfald. Ca. 35 minutter i bil fra Tallinn centrum kan du mod vest se Estlands trejde største vandfald.

Keila vandfald
Keila vandfald vest for Tallinn

Keila vandfald finder du langs Keila floden i Keila-Joa, en lille by mod vest, der ligger tæt på den Finske bugt og Østersøen. Vandfaldet er ca. 6 meter højt. Jeg besøgte for første gang vandfaldet sidste sommer, hvor jeg tog mine forældre med en tur langs søen, der fører en hen til det 6 meter høje vandfald. Vi havde brugt et par dage som turist i Tallinn, og følte behovet for at se lidt andet. Køreturen alene gav et smukt indblik i forskellen mellem Danmark og Estland.

I år valgte jeg at besøge det andet vandfald nær Tallinn, i Jägala med min kæreste og veninde, der var på besøg fra Ungarn. Jägala’s vandfald er 8 meter højt og er det bredeste vandfald i hele Estland med sine 50 meter. Personligt kunne jeg lide Keila’s vandfald bedst, fordi der var mulighed for at bruge et par timer ved at gå langs floden og se vandfaldet helt tæt på. Er man mere til at slå sig ned et par timer tæt på vandfaldet, hvor der er mulighed for at bade lidt, så kan jeg anbefale Jägale.

Sådet korte af det lange:

  • Kan du lide gåture og se naturen, skal du besøge Keila vandfald.
  • Vil du læse din bog, nyde solen og bade i vandfaldet, skal du besøge Jägala vandfald.

 

3. Paunküla fiskebase

Paunküla fiskebase
Paunküla søen fra luften

Grunden til Paunküla ligger på tredje og ikke førstepladsen, er fordi jeg i denne artikel gerne vil prioritere en-dags oplevelser. Min første sommerferie i Estland og efter 2 dage i Tallinn, blev jeg hevet til Paunküla. Officielt er det en “fiskebase”, som er meget populær blandt de lokale og russiske turister. For mig er det lidt en blanding af en badeferie og camping.

Estland’s camping oplevelser finder du overalt, men har du mulighed for at tage et par dage udenfor Estland’s hovedstad, vil jeg anbefale du lejer en bil og kører til Paunküla. Enten med et telt eller lejer en af hytterne, som ligger helt ud til søen. Paunküla fiskebase ligger direkte ud til en kæmpe flod, hvor du kan opleve Sauna’er på vandet, Vikinge-camp i skoven og andre sjove oplevelser rundt omkring søen. En af de andre baser rundt om søen er et feriecenter, hvor man kan spille minigolf, diskgolf mv.

Personligt bruger jeg gerne 2-3 dage på at svømme i søen, bruge tid med nære venner og tage en robåd til den anden side af søen, for at besøge den nærmeste butik. Eftersom det er en fiskebase, kan man leje en robåd eller to, hvor vi 3-6 personer sammen roer til den anden side. Det tager gerne et par timer hver vej, men er super hyggeligt. Om aftenen plejer vi gerne at bruge en af de mange grille, som der står rundt omkring på camping-pladsen, for at få lidt i maverne, hvor vi efterfølgende spiller kort- eller brætspil.

Paunküla fiskebase ligger 45 min. udenfor Tallinn med bil.

Husk kontanterne (€).

Alexander Juul Jakobsen

🇩🇰 Dansk iværksætter bosat i Estland 🇪🇪 WordPress enthusiast, web designer og udvikler. Har siden 2014 arbejdet med WordPress på fuldtidsbasis.

Indlæg udgivet:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *